Musik betyder meget for Stig – ikke mindst de koncerter, han giver på Lindevang. Læs her, hvordan musikken er kommet ind i hans liv, og hvordan det at spille for andre giver ham blod på tanden til at fortsætte med musikken.
For nylig gav Stig koncert i Lindevangs café. Det har han efterhånden gjort mange gange i løbet af de seneste år, og han lægger et stort arbejde i koncerterne.
”Da jeg skulle spille koncert denne gang, så ville jeg gøre lidt mere ud af det, så det blev en rigtig koncert. Denne gang sagde jeg noget til publikum. Jeg spurgte ”Er I der?” og spurgte, om de ville have ekstranummer. Det gjorde en stor forskel for mig, for jeg oplevede, at de var begejstrede og bakkede mig op. De klappede og hujede, og jeg følte en slags medhold. Efter koncerten var jeg i himlen. Det var simpelthen en nydelse at spille for dem,” fortæller han med et smil.
At spille musik for andre
Det at spille sin musik for andre har været et stort og vigtigt skridt for Stig. Det giver ham nemlig gejst til at øve sig og blive endnu bedre.
”De her koncerter betyder, at der skal gøres noget ved min musik, og at jeg skal udvikle mig som musiker. Jeg har kun fået positive input efter mine koncerter, og det giver mig lyst til at fortsætte med musikken,” siger han.
Inspirationen til sin musik finder han bl.a. i heavy. ”Jeg er vild med heavy rock. Der er også nogle virkeligt dygtige danske kunstnere, som jeg er glad for: Sneakers, Kim Larsen, Dizzy Mizz Lizzy og Minds of 99. Dem har jeg faktisk været til koncert med alle sammen. Koncerter kan noget andet end musik, der er indspillet i et studie.” Det er netop en af grundene til, at Stig sætter så stor pris på selv at kunne give koncert og give andre en god oplevelse
.
Første guitar som 8-årig
Musikken har Stig ikke fra fremmede. Faktisk har musik været en stor del af hele hans liv.
”Min mors mand spillede i et jazzband fra jeg var baby. Jeg var også med til koncerter fra jeg var helt lille. Min far var også musikalsk. Vi havde klaver og mundharmonika derhjemme, men jeg forstod mig ikke på det dengang. Jeg kan huske, at min far gav mig en elektrisk børneguitar til min 8-års fødselsdag. Ikke sådan en plasticguitar, men en rigtig én. Da jeg blev 12 købte jeg en anden til 50 kroner. Den var ikke særligt god, og det var også svært at spille som barn. Det gjorde ondt i fingrene, og de blødte. Da jeg blev lidt ældre købte jeg en bedre guitar. Jeg kan huske, at den kostede 3500 kroner, og det var med kasse og det hele. Dén øvede jeg mig meget på,” fortæller han.
At spille musik sammen med andre
Stig blev også del af et band, og musikken begyndte at få større og større betydning for ham.
”Jeg udviklede mig mere og mere. Jeg lærte mig selv at spille. Jeg lyttede til andres musik og prøvede at spille det efter. Det var svært! Men så lige pludselig, mens jeg boede her på Lindevang, så gik det bare som en leg.”
Han tog mod til sig og meldte sig til Lindevangs band, som udover Stig bestod af en pianist, trommeslager og endnu en guitarist. ”I starten troede vi, at vi bare lige kunne lave god musik, men så let er det altså ikke. Så vi øvede og øvede og blev dygtigere og dygtigere. I starten anede vi ikke, hvad vi skulle, men vi lærte meget af det, og pludselig kunne vi bare,” mindes han.
Tiden med Lindevangs band husker Stig med glæde – og også en smule vemod. ”Jeg savner bandet. Jeg kunne godt tænke mig at spille sammen med andre igen,” siger han.
Musikken er kommet for at blive
Stig har ikke planlagt flere koncert i år, men vil holde en pause. Men musikken er kommet for at blive i hans liv – for han kan faktisk slet ikke lade være med at dyrke den.
”Jeg ved, at jeg har en musikalsk evne. Det kommer bare til mig fra en klar himmel. Mit nyeste nummer, det havde jeg længe i hovedet og begyndte så at spille det – og jo mere jeg spillede det, jo mere udviklede det sig. Jeg håber en dag at kunne lave et nummer, som andre kan fryde sig over, og som måske kan blive et hit. Jeg har også overvejet at købe en mixerpult og en monitor for at få det til at lyde endnu bedre,” fortæller Stig om sine musikalske fremtidsplaner.