Morten arbejder i haven sammen med Lindevangs gartner. Her er han med til at dyrke grøntsager og passe vores blomster. I en samtale med Katrine fortæller Morten her, hvordan det at engagere sig i naturen ikke kun får planter, men også mennesker til at gro.

Kan du fortælle lidt om, hvad dit arbejde går ud på?

Ja, jeg laver riller i højbedene og hælder frø i. I drivhuset binder jeg planter op og sørger for, at de får nok vand. I højbedene er der fx plantet bønner og rucola, og i drivhuset er der fx chiliplanter, tomater og basilikum. Så vi sørger sådan set for, at naturens kredsløb bliver støttet. Den have, man passer, den trives og lider ikke nød.

At støtte naturens kredsløb – det er en ret fin opgave at have?

Ja. Et menneske kan være forpint, fordi det skal leve med sin historie. En plante adskiller sig fra mennesket ved, at den tilhører jordens ressourcer og har sin egen reproduktive sfære med hjælp fra blomsterne og bierne. Men planter er jo sårbare – jeg kan bare klippe en blomst af, og så er den færdig med 40.

Hvordan er det, at det her med planternes sårbarhed hænger sammen med menneskelig forpinthed?

Jeg sørger for at forsyne planterne med vand og binde dem op og sætte noget, de kan gro op ad, så de kan vokse mod himlen og udfolde sig. Det har vi mennesker også brug for. Mennesket er også sårbart. Vi kan hurtigt få planter til at gå ud – hvis de ikke får kærlighed og næring.

Så handler det måske om, at noget af det, du savner blandt os mennesker, det er noget af det, du giver til naturen? Der er jo meget omsorg og kærlighed i det at passe planter?

Ja, for mennesker har også brug for dét.
Og så er det vigtigt, at vi forstår, at vi ikke er herrer over jordkloden, og at vi ikke skal behandle mennesker som skrald. Nogle bliver behandlet som næsten ikke-eksisterende. Planterne er uskyldige og har aldrig gjort en kat fortræd. De råber kun på vand og får de ikke det, så går de til. Derfor holder jeg af at være i gartneriet. Som humanist er det et vigtigt arbejde for mig.

Hvad tænker du, når du så går rundt her og ser alt det, der vokser frem, og som du har været med til at gro?

Det er meget tilfredsstillende at se det gro. At se agurkerne vokse – at se det hele vokse mod himlen. Man kan se, at arbejdet bærer frugt, og man kan høste det bagefter. Det er en velsignelse.
Jeg synes, at vi mennesker driver rovdrift på hinandens ressourcer. Reklameindustrien, medier og radio vædrer ens privatsfære, og det bliver mennesket ødelagt af. Vi stempler folk med diagnoser og putter dem i kasser. Det er ikke sundt for et menneske at have alt det menageri kørende i hovedet. Det kan være ting som jobcentret, fordomme, love og direktiver – vi har ikke brug for mere af dét. Det at være i naturen kan hjælpe på dét.

Du er jo tit i naturen – du tager på vandreture, sover nogle gange udenfor og arbejder i haven – er det en slags oprør mod det her menageri?

Ja, dét er det. Jeg er selv stået af rotteræset. Det er et lille opgør at knytte sig til naturen. Som den danske komponist Per Nørgård siger: “Du skal plante et træ.” Den, der forstår at plante et træ, har vist kærlighed til verden. Jeg mener, at vi bør leve mere i pagt med naturen.

Det betyder meget for dig, at vi mennesker ikke opfører os ordenligt over for hinanden. Hvad kan vi gøre for at blive bedre?

Vi skal lade vores medmenneske vokse og interessere os for hinanden. Jeg synes, at vi er for dårlige til at lytte til hinanden. Vi mangler kærlighed, tolerance og forståelse for hinanden. Derfor er det rart at komme ud i naturen. Jeg er tilhænger af økologisk tænkning. Det er påvist, at nogle samfund har bedre sammenhængskraft, fordi man respekterer hinanden. Det at føle sig godt tilpas blandt andre er alfa omega. Vi ser jo forskelligt på samfundet. Nogle oplever at få hjælp fra samfundet, mens andre lever på kanten og ikke føler sig set. Og så bliver man som en blomst, der ikke kan folde sig ud. Grundlæggende har vi mennesker jo brug for det samme som planter – næring og kærlighed.