"En god medarbejder er én, man kan have det sjovt sammen med." Borger på Lindevang

MEDARBEJDERE

På Lindevang får du et netværk med 2-4 bostøtter, som du samarbejder tæt med

Når du flytter ind på Lindevang, bliver du modtaget af en lille gruppe medarbejdere, som sammen med dig aftaler, hvordan de bedst kan hjælpe og støtte dig, så du får en god hverdag på Lindevang. Når du har boet på Lindevang i omkring en måned, vil du arbejde sammen med faste medarbejdere – dem kalder vi dit netværk. Du har mulighed for at være med til at vælge, hvilke medarbejdere der skal være i dit netværk.

Medarbejderne i dit netværk på Lindevang er bostøtter, og de er hovedsageligt uddannede pædagoger, social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker.

Dit netværk er ansvarlige for sammen med dig at lave en handleplan med konkrete mål i forhold til dine ønsker og drømme for din tid på Lindevang og fremtiden. Planen skal også inddrage det, din kommune har bestilt Lindevang til at samarbejde med dig om. Netværket skal også lave en helhedsbeskrivelse ud fra Voksenudredningsmetoden (VUM), så vi sikrer, at vi sammen med dig ser på hele din situation og giver dig den støtte, du har brug for. Der holdes statusmøde mindst en gang årligt. På statusmødet deltager du selv, din sagsbehandler, Lindevangs socialrådgiver og en medarbejder fra dit netværk.

Vi har desuden medarbejdere ansat i vores køkken, rengøring, beskæftigelsesteam, administration og sundhedsteam. Alle medarbejdere på Lindevang har relevant uddannelse indenfor deres fagområde og bliver løbende opkvalificeret, bl.a. i at arbejde recoveryorienteret.

“Det er godt, at man kan snakke med sin bostøtte eller andre, når man er ked af det eller skidedeprimeret.”

Borger på Lindevang